Cirkus har forladt Iowa – næste show: New Hampshire

Efter at have været i hele verdens søgelys, er rampelyset nu igen slukket i Iowa. Først når vi nærmer os valget i 2020, kommer den lille delstat igen på alles læber. For valgcirkusset rykkede allerede videre New Hampshire, så snart de sidste stemmer var talt op

IOWA: De fleste, der har gået forbi en græsplæne, hvor der har stået et cirkustelt ved, i hvor skærende kontrast billedet kan stå til de festligheder, der er foregået selvsamme sted, mens teltet stod der. En del lokale rundt om i den lille midtveststat vil formentlig opponere en smule, hvis man brugte nøjagtig samme billede om situationen i Iowa nu, hvor caucus er overstået.
Men at cirkus har forladt byen, og det nu er tilbage til den normale hverdag uden endeløse striber af valgannoncer, town hall møder og tv-reportere, kan ingen være uenig i. For her, godt et døgn efter den sidste stemme blev talt op i Iowa, og henholdsvis Ted Cruz og Hillary Clinton kunne holde vindertaler, er valgkaravanen draget videre til New Hampshire og kommer først tilbage, næste gang der er præsidentvalg, altså i 2020.
Kontrasten på mandag den 1. og tirsdag den 2. februar kan næsten ikke være større i Iowa. I hvert fald ikke, hvad angår politisk intensitet.

Mandag den 1. februar var dagen, hvor vælgerne i Iowa omsider skulle vælge, hvem af de mange kandidater, de helst ser som repræsentanter for deres parti i kampen om at blive Barack Obamas afløser.
I Garton-skolens lokaler var små hundrede mennesker samlet for at kaste deres stemme på én af de tre kandidater til det demokratiske partis nominering til præsidentembedet.

Skolen ligger på den østlige side af delstatshovedstaden Des Moines i et arbejderklassekvarter bag jernbaneskinnerne. Som man ville sige i Amerika er det fattige område: ”On the wrong side of the tracks”.
Ganske få håbefulde præsidentkandidater var kommet igennem denne oversete bydel og havde foretrukket at møde vælgerne i de rigere områder af byen. Først i de sidste dage før mandagens valg havde henholdsvis den socialdemokratiske senator Bernie Sanders og Hillary Clinton holdt arrangementer på det lokale Grandview University.

Et par unge repræsentanter for senator Sanders var til stede og det virkede som de havde fat i en stor del af de fremmødte. Clinton-støtterne Carrie og David satte sig lidt mutte i det andet hjørne af salen og så sig bekymrede om. Det lignede at de var i undertal.
”Hvis vi ikke har nok til at samle en delegeret op, så går vi,” fastslog David, der ikke ville hoppe over til Sanders-gruppen hvis det viste sig at stemmerne for Clinton ikke nåede over de 15 procent der kræves af en valggruppe for at den er ”levedygtig”. Hvis ikke de opfylder dette opløses gruppen og vælgerne må finde en anden kandidatgruppe at blive del af.

Carrie og David ville stemme på Sanders hvis han skulle få den endelige nominering nationalt, men de tvivler på hans chancer.

Da alle var mødt op forklarer distriktsformanden proceduren og han anmodede om at blive valgt af forsamlingen medmindre der var nogen indsigelser. Det var der ikke og hans blev genvalgt med bekræftende grynt fra de fremmødte – han har ledt distriktets caucus siden 1982.

Og med det begyndte selve caucus-handlingen. Folk samlede sig i grupper på hver sin side af salen, og det blev klart at der faktisk var en god mængde Clinton støtter – cirka halvdelen hvilket er en positiv overraskelse for Carrie og David.
”Jeg havde egentlig ikke troet vi ville møde så stærkt op i dette distrikt,” sagde Carrie med hentydning til områdets sociale sammensætning med mange fattige og fagforeningsmedlemmer der har været et udpræget fokus for Sanders’ økonomisk progressive budskab.

Formanden igangsatte optællinger af de to grupper, guvernør Martin O’Malley havde ikke nogen støtter i salen. Sanders: 40 – Clinton 31. Herefter begyndte diskussions- og hvervningsfasen hvor de to grupper forsøgte at overbevise medlemmer fra den anden side om at de burde skifte hold. De unge Sanders-frivillige gjorde en brav indsats overfor en mand med demonstrativt korslagte arme fra Clinton-hjørnet. Men uden held.

En mand med pjusket overskæg og slidt jakke gik fra Sanders-hjørnet over og ruskede en anden mand med overskæg der er for Clinton. De grinede begge, da de vidste at det ikke var et seriøst forsøg på hvervning men blot et sjovt led i ritualet.

To kvinder fra hver deres gruppe kommunikerede på tværs af rummet på tegnesprog men ingen af dem krydsede ingenmandsland.

Faktisk holdt alle sig til deres oprindelige gruppe. Den aldrende Dianne, der nok ville have svært ved at krydse over selv hvis hun ville, har bestemt sig for Sanders to dage før valgaftenen. Efter utallige Clinton-frivillige havde banket på hendes dør gav en enkelt Sanders-repræsentant en forklaring på tingene som hun syntes om og dermed var hendes stemme vundet for den socialistiske senator.

Efter en gentælling stod det klart at stemmerne ikke havde rykket sig, men de var dog så tætte at begge grupper fik tilkendt tre delegerede. Disse skulle så vælges blandt de fremmødte og sendes til den endelige statsforsamling hvor støtten til kandidaterne erklæres.

Caucus-valgmetoden er langt fra den normale anonyme stemmehandling der de fleste steder betragtes om den bedste måde at sikre den enkelte vælgers uafhængighed og demokratiske ret. Det højtråbende og konfrontatoriske caucus kan derfor synes forstyrrende for den demokratiske proces. Omvendt er det ganske opløftende at se borgere diskutere deres valgmuligheder og valgets temaer i et åbent forum hvor diskussion sættes over anonymitet.

Det er dog kun det demokratiske parti der følger denne metode. Republikanerne har en mere konventionel model hvor man først lytter på taler for de forskellige kandidater og så afgiver stemmer med sedler i en urne.

Jamie og hans far Bill afgav deres stemmer om aftenen den 1. februar ved et republikansk vælgermøde, der blev holdt på Des Moines’ historiske museum i det hippe East Village-kvarter tæt ved bykernen. De var blandt en mindre gruppe republikanere der kom ud fra et bagrum til ankomsthallen, der domineres af en stor ulden mammut.

Mødet lod til at have været en ganske høflig affære, og deltagerne kunne lige så vel være til et velgørenheds arrangement eller drinkreception med deres foldede khaki-bukser, navy-blazere og hyttesko – der var i mere en en forstand langt til Garton-skolens arbejdsjakker og slidte jeans.

Jamie stemte på senator Marco Rubio, mens hans far valgte New Jerseys uslebne guvernør, Chris Christie, der har haft en del støtte blandt Des Moines’ forretnings-segment og dertil Iowas guvernør Terry Branstad.
”Rubio er den mest seriøse kandidat og virkelig kvalificeret. Måske den mest kvalificerede udover [Jeb] Bush og Clinton.” lød det fra Jamie.

På dette tidspunkt på aftenen begyndte det at stå klart at netop Rubio havde præsteret over evne i staten og havde slået alle de indledende meningsmålinger.

Museumsvalgstedet ligger for foden af Iowas guvernørsæde, der med sin overornamenterede facader og gyldne kupler ligner noget en russisk oligark ville bygge for at imponere sin kone nr. 2. Dette er det rige Des Moines, hvor der konstant åbnes nye restauranter og febrilsk bygges luksuslejlighedskomplekser for at møde boligefterspørgslen med de mange penge der strømmer ind i byen.

Her er ikke mange fornedrede og fremmedgjorte konservative vælgere. De stærke kort her er de etablerede kandidater: Marco Rubio, Jeb Bush og Chris Christie – ikke populistiske oprørere som Donald Trump og senator Ted Cruz.

I et klasselokale på det private Drake universitet kom Rubio også ind på en førsteplads blandt de republikanske studerende. Will, der selv stemte på den libertarianske Rand Paul, var imponeret over Rubio-surrogatens tale til fordel for senatorens kandidatur.
”Rand [Paul] har meget støtte blandt de studerende, og Jeb Bush har meget støtte blandt studenterforeningerne og -broderskaberne, men Rubio-talen var meget overbevisende,” medgav Will.

I en langt større forelæsningshal en etage længere nede var de demokratiske studerende langt fra at have nået et resultat. De havde først nu konstitueret sig i kæmpe grupper der knap kunne være i rummet og caucus-formanden forsøgte at få styr på processen:
”Jeg foreslår vi tager 15 minutter til at diskutere grupperne imellem, men også at vi holder det til kun15 minutter.” råbte han træt til de mange fremmødte.

Studerende gik i kødet på politikken i små cirkler hvor der blev diskuteret ihærdigt.
”…I er business-studerende! Sig mig hvor realistisk er det med gratis universitetsuddannelse rent økonomisk?” indvendte en pige fra O’Malley-lejren til to drenge fra Sanders’ gruppe.

De elever der ikke kunne nå rivaliserende medstuderende i det trængte lokale istemte slagråb for deres kandidater.
Formanden genvandt med møje kontrollen og en sidste tvivlende vælger blev med rygklap gennet hen til Clinton-gruppen for at man kunne komme videre i processen. Optællingen lød: 107 stemmer til henholdsvis Clinton og O’Malley – 250 til Sanders. Dermed tre deleregerede til Vermonts senator og ét til de to andre.

Ligesom man skulle til at udpege delegat-repræsentanter kiggede en pige op fra sin telefon og råbte at O’Malley havde trukket sig fra nomineringsræset. Hans støtter der stod overraskende stærk blandt Drakes studerende mumlede slukørede, men tog det ellers pænt – de havde måske set det komme med kandidatens dårlige målinger.

I slutningen af aftenen samledes Sanders’ støtter til en valgfest i en Holiday Inn konferencehal overfor Des Moines’ lufthavn – Sanders fløj nemlig direkte til New Hampshire umiddelbart efter hans tale. Senatoren opnåede et ”uafgjort” mod Clinton med cirka 50 procent af de delegerede til hver kandidat. Dette resultat tog forsamlingen som en sejr. Det politiske narrativ kunne nemlig læses begge veje: Sanders var kommet bagfra med nærmest ingen støtte eller genkendelighed og slog næsten favoritten. Omvendt kunne den tætte sejr til Clinton også ses som bevis på hendes modstandsdygtighed overfor en populær udfordrer i en stat der aldrig har været særligt venligstillet overfor hverken hende eller hendes mand.

Inden Sanders forlader festen for at flyve videre mod New Hamsphire, spilles temaet fra ”Rocky”-filmene, der handler om en undertippet bokser, der formår at opnå uafgjort imod en etableret verdensklassekæmper – symbolikken er improviseret i sidste øjeblik men svær at overse.
Derefter var Sanders på vej videre. Videre til New Hampshire. Nøjagtig som alle de andre kandidater. For selv om Iowa i lang tid har været i hele verdens fokus, bliver det politiske spotlys nu drejet mod New Hampshire, hvor det på tirsdag går løs igen.

I Iowa er undtagelsestilstanden slut for denne gang. Og først når vi nærmer os startskuddet på præsidentvalgkampen i 2020, rettes hele verdens fokus igen mod den lille delstat i midtvesten. Men for nu, ja, der har cirkus forladt byen. Næste forestilling finder sted i New Hampshire tirsdag den 9. februar.