Fremtrædende medlemmer af præsident Obamas regering har i den seneste tid udtalt, at der er sket en eskalering i kampen mod Islamisk Stat. Men i et interview med Kongressen.com svarer pressetjenesten ved Combined Joint Task Force – Operation Inherent Resolve, at der ikke er sket andet end justeringer i strategien.
Forsvarsminister Ashton Carter har i den seneste tid kaldt højlydt til kamp mod Islamisk Stat, og arbejdet for flere bidrag fra koalitionspartnere, samt åbnet for at USA kan sende flere rådgivere til Irak for at støtte de irakiske sikkerhedsstyrker. Det er blandt andet foregået ved et topmøde i Paris, hvor forsvarsministre fra en lille gruppe koalitionslande var samlet. Disse lande var Australien, Storbritannien, Italien, Holland, Frankrig og USA, og repræsenterede de lande som giver de største bidrag til koalitionens indsats.
Denne indsats fra den amerikanske forsvarsminister kommer i kølvandet på udsendelsen af en styrke af specialtropper, som Pentagon sendte afsted før nytår som reaktion på terrorangrebene i Paris.
I forbindelse med denne øgede amerikanske indsats, både i Irak og Syrien men også på de bonede gulve i diverse koalitionslande, har Kongressen.com været i kontakt med presseafdelingen ved Combined Task Force – Operation Inherent Resolve. Det er denne kommando, som er ansvarlig for den militære indsats mod Islamisk Stat. Vi spurgte dem om status for denne indsats.
Vi spurgte blandt andet om man kan tale om, at der er sket en forandring i strategien mod Islamisk Stat. Der har nemlig i de forgangne uger været tale om at en ny tilgang var ved at blive iværksat, med et langt mere konventionelt fokus, og en større rolle for amerikanske styrker – dog stadig primært som rådgivere. Denne udvikling blev for eksempel præsenteret i en omfattende analyse af mediet MilitaryTimes.com, som udgives til blandt andet amerikanske militærfolk:
”Fra vores perspektiv er der ikke tale om en ny tilgang. Der har fundet noget fintuning og justeringer sted, men det er typisk i enhver kamp. Vi fortsætter med vores træning og udstyrs mission, samt vores rådgivning og assistance. Vi har øget vores luftangreb mod fjendens industrielle base. Vi vil fortsætte med at angribe deres evne til at tjene penge, deres evne til at generere udstyr, og deres evne til at styre og kontrollere deres tropper. Enkelt sagt, så angriber vi ISIL [Islamisk Stat] på tværs af længden og bredden af slagmarken i Irak og Syrien.”
USA er den primære bidragyder til Operation Inherent Resolve, med en lang række nationer som hovedsagligt bidrager til træningsmissionen i Irak (herunder Danmark). Set i lyset af den hårde økonomiske situation som det amerikanske militær befinder sig i, hvordan ser USA så spørgsmålet om byrdedeling blandt medlemmerne af koalitionen?
”Som forsvarsminister Ashton Carter udtalte den 13. januar ved Fort Campell [hjemsted for 101st Airborne Division]: ’ISIL’s varige nederlag må og skal være et globalt anliggende, for de er en global trussel.’ Forsvarsminister Ashton Carter har personligt kontaktet sine kolleger i over 40 lande over hele verden for at bede om flere bidrag, inklusiv specialstyrker, angrebs- og rekognosceringsfly, våben og ammunition, træningsassistance, samt støtteenheder til at bekæmpe ISIL. Hver nation beslutter sit eget bidrag til koalitionen, og ethvert bidrag bliver værdsat.
På nuværende tidspunkt er der omkring 5.500 koalitionsstyrker fra 17 partnernationer inklusiv USA i Irak, hvor de udfører rådgivnings og assistance missioner, og træner irakiske sikkerhedsstyrker ved ”Building Partner Capacity sites”.”
Der har været meget tale om splid i den irakiske regering og i Irak generelt, og at dette er en af hovedårsagerne til Islamisk Stats succes i landet. Ser man fra koalitionens side forbedringer i relationerne i den irakiske regering, som måske kunne hjælpe kampen mod Islamisk Stat?
”Irakisk samling og samarbejde, og at være lydhør, er noget vi har ønsket at se, og fortsat opfordrer til. CJTF’s [Combined Joint Task Force] forhold til den irakiske regering er af militær karakter. Vores militære forhold med vores irakiske partnere gror fortsat. Vi arbejder dag ud og dag ind for at forbedre deres kapabiliteter. Som vi ser i Ramadi og over hele Irak, har koalitionens indsats haft en positiv effekt. Vores fokus har været og vil fortsætte med at være det militære aspekt af denne operation. Vores mission er at gøre de irakiske sikkerhedsstyrker i stand til at finde og bekæmpe Da’esh [andet udtryk for Islamisk Stat] og det er det vi gør.”
I december opnåede de irakiske sikkerhedsstyrker en markant sejr, da de tilbageerobrede byen Ramadi, syv måneder efter byen var blevet erobret af Islamisk Stat. Det har ført til at tilbageerobringen af Iraks næststørste by Mosul, nu står som næste mål. Det blev annonceret sidste år, at de irakiske sikkerhedsstyrker ville gå i gang med en offensiv i sommeren 2015, men den offensiv blev udsat. Hvornår antager koalitionen at de irakiske sikkerhedsstyrker er klar til at begynde en offensiv mod Mosul?
”Irakerne arbejder på en plan lige nu. Koalitionen arbejder sammen med de irakiske sikkerhedsstyrker, for at rådgive dem om samarbejdet mellem land- og luftstyrker og hvordan de logistisk kan støtte denne massive operation. Der er ikke nogen officielt etableret tidsplan. De [de irakiske sikkerhedsstyrker] er nødt til at komme sig efter ret hårde kampe i Eufrat floddalen. De skal nu generere kampstyrken, der er nødvendig for at erobre Mosul. De er især nødt til at generere tilstrækkelig styrke til at holde på territorium, for ikke igen at tabe terrænet til ISIL. Og det vil alt sammen tage noget tid. Mosul-offensiven vil ske i henhold til de irakiske sikkerhedsstyrkers tidsplan. Den irakiske premierminister Abadi har annonceret at Mosul vil blive befriet i 2016.”
Der er altså lang vej igen for koalitionens kamp mod Islamisk Stat, og man er nødt til at give irakerne den tid der er nødvendig for, at de kan klare opgaven selv. Og hvis man altså spørger dem som står bag koalitionens militære indsats, så følger man planen, og foretager ”blot” justeringer undervejs. Man må blot væbne sig med tålmodighed.
You must be logged in to post a comment Login