Det strategiske spil om Syrien efter Paris – plus ça change …

Paris rykkede ikke grundlæggende ved de problemer, som står i vejen for en løsning af konflikten i Syrien. USA og Rusland er stadig ikke på bølgelængde, og Saudi Arabien og Iran er fortsat på hver sin planet. Bomberne vækkede heller ikke europæerne, som stadig håber andre vil løse problemerne i deres baghave for dem. Fred får vi ikke foreløbig.

Af Peter Viggo Jakobsen, lektor, Forsvarsakademiet

Frygten for flere terrorangreb fik mange til at pege på, at det strategiske spil i Mellemøsten og Nordafrika havde ændret sig afgørende, fordi de vestlige stormagter nu ville være parat til at samarbejde tættere med Rusland og al-Assad-regimet i Syrien for at få lagt låg på konflikten og bremset tilstrømningen af flygtninge. Frankrig gjorde tilnærmelser til Moskva, mens USA åbnede lidt mere op for, at al-Assad kunne blive siddende i en ikke nærmere defineret overgangsperiode.

Disse bevægelser faldt imidlertid ikke i god jord alle steder. Tyrkiet markerede sin utilfredshed ved at skyde et russisk kampfly ned, og Saudi Arabien og Iran har begge gjort deres yderste for at udnytte den mulighed de fik for at skabe en diplomatisk krise, da Saudi Arabien henrettede en shiitisk sheik i starten af januar. At ingen af de to kamphaner har forsøgt at lægge låg på krisen illustrerer, hvor langt de stadig står fra hinanden. De vil løbende få flere ”undskyldninger” for at skændes og undlade at forholde sig til konflikten i Syrien, hvorfor der ikke er udsigt til realitetsforhandlinger om at få konflikten i Syrien lukket ned. Hverken Rusland og USA har indflydelse nok til at kunne tvinge dem til at forhandle seriøst på den korte bane, og deres omkostninger ved at lade konflikten i Syrien køre videre er ikke store nok til at de føler et behov for at gøre det af egen drift.

Bomberne i Paris har heller ikke bidraget til at skabe større fodslag mellem de vesteuropæiske stormagter. De europæiske stormagter har stort set glimret ved deres fravær, mens Mellemøsten og Nordafrika er faldet fra hinanden. De har ikke spillet nogen proaktiv rolle i forhold til at få bilagt konflikterne i Libyen og Syrien eller gjort noget videre for at håndtere de mange problemer som flygtningestrømmene har skabt. Polen reagerede eksempelvis på Paris ved at gøre klart, at man ikke ville modtage flere flygtninge fordi de jo kunne være terrorister – så meget for den europæiske solidaritet.

Europæerne har vanen tro fæstet deres lid til andre – USA i Irak/Syrien og FN/USA i Libyen kunne løse problemerne for dem. Retfærdigvis skal det siges, at Italien, Frankrig og England nu ser ud til at ville gå forrest med at indsætte soldater i Libyen for at understøtte FNs bestræbelser på at få en våbenhvile i stand. Men det skulle de allerede have gjort i 2011. Paris burde have været det wake-up call, der fik de europæiske regeringer til at indse, at de selv har hovedansvaret for at stabilisere deres egen sydflanke. Det var det tydeligvis ikke. Det er svært at spå om, hvor mange eller hvor store terrorangreb Europa skal udsættes for, før 10-øren falder.

Peter Viggo Jakobsen er lektor ved Forsvarsakademiet og Professor (deltid) ved Center for War Studies på Syddansk Universitet. Han forsker, formidler og underviser i militær magtanvendelse og konflikthåndtering.