Amnesty: Flere gode menneskeretstakter under Obama, men…

Der har været flere positive resultater, hvad angår menneskerettighederne i USA under præsident Obama. Men i mål, det er præsidenten dog langt fra endnu, lyder vurderingen fra Trine Christensen, konstitueret generalsekretær i Amnesty, i dette interview med Kongressen.com

Af Anders Agner Pedersen og Anna Hornshøj

Det er gået godt med menneskerettighederne i USA under Barack Obamas præsidentembede. På flere områder endda bedre, end Amnesty International havde turdet håbe på. Både hvad angår dødsstraf, sortes rettigheder og homoseksuelles ret til ægteskab. Alle ting, man kipper med det gule flag over hos Amnesty. Men i mål, det er præsidenten dog langt fra. Især på flygtningeområdet er der plads til omfattende forbedringer.

I dette interview med Kongressen.com gør Trine Christensen, konstitueret generalsekretær i Amnesty International i Danmark, status over Obamas første syv år ved roret set gennem menneskeretslige briller.

Det er ikke nogen hemmelighed, at præsident Obama ikke er tilhænger af dødsstraf og har gjort meget for at komme brugen af dødsstraf til livs. Hvordan synes du det er gået indtil videre?
”På mange områder må vi sige, at det er to skridt frem og et tilbage når man taler om menneskerettigheder i amerikansk indenrigspolitisk. Men et af de områder, hvor der virkelig er nogle målbare fremskridt, er når vi snakker dødsstraf. Flere organisationers tal viser, at der sidste år var ca. 20 der fik dødsstraf, og det er det laveste tal, vi har set, siden start 1990’erne. I slut 90’erne var vi oppe på ca. 100 årligt, der blev dømt til dødsstraf, og det er virkelig et fremskridt, der er til at tage og føle på. Ikke alene er der færre, der får dødsstraf, der er også færre, der bliver dømt til dødsstraf. Der er også langt færre anklagere, der beder om at få dødsstraf. Så generelt ser vi et fald i brugen af dødsstraf. Det er en historisk udvikling. The Economist forudså i deres nummer mellem jul og nytår, at vi vil se en ende på dødsstraf i USA inden for den nærmeste fremtid. Både af praktiske og moralske grunde. Det tror jeg er rigtigt.”

Selv i delstater som Texas?
”Texas er fortsat et af de steder, hvor man der fortsat er lang vej. Det samme gælder delstater som Oklahoma og Utah, hvor vi set sager, hvor de dømte har vredet sig i helt op til 45 minutter grundet smerter efter injektionen. Det er blevet forklaret med, at det er blevet svært at få fat i de korrekte medikamenter, der skal få hele processen til at se klinisk og ordentlig ud. Det skyldes blandt andet at der fra Europas side er blevet lagt en række restriktioner på hvad man må bruge af medicin til dette fra bl.a. Lundbecks side. Dybest set for at sende signalet om, at det her ikke er en human måde at henrette folk på. Utahs modsvar til denne udvikling var at indføre en lovgivning, der gør det muligt at bruge henrettelsesbataljoner og andre steder har der været tale om brug af gaskamre. Det er et klart skridt tilbage, men for mig at se er det en sidste krampetrækning. Texas, Oklahoma og Utah vil højst sandsynligt være de stater, hvor vi vil se dødsstraf blive benyttet længst tid endnu, men bortset fra dem ser vi en lang række stater, der melder sig ind i gruppen af stater, der helt stopper med at bruge henrettelser. Dem vil vi se flere og flere af. Når vi ser en udvikling hvor over 150 dømte er blevet frigivet fra dødsgangene, fordi de var uskyldige, er det et tegn på nye tider i systemet.”

Men det betyder vel så samtidig, at det er nødvendigt at have fokus på, hvilken straf, der så bliver givet i stedet? Mange af de fanger, der tidligere blev dømt til døden bliver nu i stedet idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Hvordan ser I på det i Amnesty?
”Det er fuldstændig rigtigt, at vi har set flere, der bliver idømt livstid uden mulighed for at komme tidligere ud. Og det er problematisk af flere grunde. Dels er der en langt mindre fokus på denne type straf som værende inhuman, og dels ser man ikke den samme kaliber af forsvarsadvokater inden for livstidsdomme på samme måde som man før i tiden så for døsstraffe. Så det vil være det næste store issue, tror jeg.
Samtidig er det også et problem, at vi fortsat ser en skævvridning i forhold til race og fattige. Dem der ender i denne situation, er ofte de fattige og de sorte, og i den forbindelse ser vi igen en stigning i fængselsbefolkningen i USA. Det var en tendens, der ellers var for nedadgående, men som nu er på vej op igen, desværre.”

Nu nævner du selv racespørgsmålet. Et område, hvor der var store forventninger til, at der ville ske store fremskridt under præsident Obama. Har han levet op til forventningerne, som du ser det?
”Black Lives Matter bevægelsen er i min bog et godt eksempel på, at debatten har flyttet sig i den rigtige retning de seneste år. Tænk at et emne som, hvor mange politidrab, der faktisk sker, er kommet op. Tænk at der er kommet fokus på, hvor stor en slagside, der er i antallet af unge sorte mænd der dør i forbindelse med politidrab samt, at det er et issue på familieplan hvordan unge, sorte mænd skal opføre sig og huske at holde blikket nede, hvis de passerer politiet. Det ses igen og igen med de sager, der kommer op. Eksempelvis ved sagen med Michael Brown, som blev skudt i Ferguson, hvor der pludselig kom et kæmpe fokus på det efterfølgende. Og som gjorde, at ’Black Lives Matter’ for alvor er kommet på dagsordenen. Det sætter fokus på, hvor meget styrke der er i bevægelsen, men også på hvor elendigt det står til, og hvor lidt fokus der er på det fra myndighedernes side af. For de har intet overblik over, hvor mange der bliver dræbt i forbindelse med politivold. FBI’s chef var faktisk ude efter en måned og sige, at det er pinligt og latterligt, at både Guardian og Washington Post havde bedre styr på tallene end de selv har. På den ene side er det hjerteskærende, at der skulle en tragedie som Michael Browns død til for at få gang i debatten, men siden har vi virkelig set, at debatten har rykket sig i den rigtige retning.”

Et andet område, som præsident Obama har kæmpet aktivt for at skabe forbedringer inden for, er spørgsmålet om homoseksuelle og transkønnedes rettigheder. Et område, der virkelig må siges at have rykket sig, senest med Højesteretsafgørelsen sidste sommer?
”Helt bestemt. Det er et kæmpe fremskridt i forhold til ligestilling i USA. Sidste års Højesteretsafgørelse, der legaliserede ægteskaber mellem homoseksuelle var en fantastisk udvikling. På samme måde er der kommet et langt større fokus på transkønnedes rettigheder. En debat, der blandt andet er blevet hjulpet på vej af det store fokus på Caitlyn Jenner og på primetime tv-serier, der handler om transkønnede. Det er interessant, hvordan det er gået fra at være en minoritet til i stigende grad at være en ting man accepterer som værende mainstream. Det havde været helt utænkeligt for bare 10 år siden. Det er dog vigtigt fortsat at huske på, at hele fokusset på de transkønnede også er blevet mødt af en bølge af vrede, men der har i overvejende grad været en accept og en støtte til dem.”

Et sidste emne, som fylder meget i den aktuelle debat, er spørgsmålet om flygtninge og immigranter. Hvordan ser du på den udvikling?
”Det er desværre et af de områder, hvor der er sket store tilbageskridt. Store antal krydser grænsen og vi ser rigtig mange børn, der krydser grænsen alene. I et forsøg på at lave aftaler med landene nede i Latinamerika om hjemsendelser, er frygten at man ikke får kigget på børnenes reelle asylbehov. Man sender dem tilbage i stedet for at kigge på, hvad de flygter fra. Den politiske magtfaktor på området er også begyndt at være en faktor, der ikke kan ignoreres, hvilket har medført at det er en ting, man taler om. Det er et meget alvorligt emne, som jeg meget gerne så, at der skete forbedringer inden for hurtigst muligt.”

Trine Christensen sidder sammen med Rasmus Søndergaard, udenrigsanalytiker på Kongressen.com, og Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Udenrigspolitisk Selskab, i panelet ved den store konference om USA og menneskerettighederne, der finder sted onsdag den 13. januar kl. 15-17 hos Amnesty