Hvad er det egentlig med Iowa?

Hvert fjerde år er hele Amerikas – og store dele af verdens – fokus for en stund rettet mod Iowa. Den lille delstat er første stop på vejen mod bestræbelserne om at blive amerikansk præsident. Johan Wizan tegner her et portræt af Iowa, som det ser ud fra netop Iowa

IOWA: Iowa fik sin status som afgørende politisk slagmark i amerikansk politik i 1976, hvor den da relativt ukendte Jimmy Carter brugte sin overraskende præstation i staten som springbræt for sin ellers upåagtede præsidentkampagne. Den folkelige guvernør fra Georgia charmerede de sindige Iowa-boere med sit milde væsen og direkte og imødekommende kommunikationsstil hvilket de belønnede med et stærkt politisk momentum der sendte ham til det Hvide Hus. Derved satte Carter præcedens for Iowa som en central styrkeprøve for den videre valgproces og et kritisk punkt hvor særligt mindrebemidlede kandidater kan opveje for mangel på genkendelighed og færre ressourcer med flid, personlighed og at presse rigeligt i håndflæsket i alle statens 99 lokaldistrikter.

Carter vandt ikke primærvalget i Iowa i 1976, han kom nummer to efter ”ubestemte” valgsedler. At dette teknisk uimponerende resultat kunne blive Carters platform til hans endelige sejr fortæller en del om Iowa-valgets position som uberegnelige lykkesmed for præsidentkandidater. Carter præsterede over evne, hvorfor han kunne forlade Iowa med et positivt narrativ der skulle bære ham frem til nomineringen. Han var gået fra nærmest ukendt nationalt set til den ærlige og samvittighedsfulde leder som USA havde brug for efter de politisk tumultariske 70’ere.

Fordi Iowa er skueplads for mediernes hungrende igangsættelse af det årelange præsidentvalg, er det altafgørende hvordan en kampagnes narrativ relaterer sig til resultatet på valgnatten i Iowa. I 2008 satsede Barack Obama og hans stab stort på at vinde staten da han ligesom Carter hverken havde politisk genkendelighed eller midler til at stå distancen mod konkurrenten Hillary Clinton uden et indledende ”Iowa løft” til at starte ræset. Obama havde derfor brug for at gøre sig bemærket helt fra begyndelsen inden det større politiske maskineri var på plads til at udmanøvrere hans opsætsige kandidatur. Dette lykkedes med en overbevisende sejr til ynglingekandidaten, med en 90 procents forøgelse af valgdeltagelsen i Iowa der gjorde ham til et legitimt alternativ i primærvalget. Clintons progressive udfordrer denne gang, senator Bernie Sanders, synes at følge en lignende strategi.

En Iowa-centrisk strategi er ikke uden risiko: favoritten guvernør Scott Walker fra nabostaten Wisconsin måtte trække sig ud tidligt i efteråret efter at have opnået meget små resultater med sin massive tilstedeværelse i staten.
Omvendt har det unge republikanske håb senator Marco Rubio kørt en bredere budskabsbaseret kampagne rettet mod politiske talkshows og rige donorer fremfor at sætte sin lid til Iowa. Dette kunne betragtes som en strategisk undvigelse af staten hvor en veltalende og glat opkomling fra South Beach Miami måske ikke ville kunne appellere til det jordbundne Iowa-folk.

Tanken bag er altså at overlade staten til en mere hjemmevandt evangelisk kandidat som f.eks. senator Ted Cruz og så håbe på en respektabel anden- eller tredjeplads. Hellere sænke forventningerne og få en positiv historie ud af en mindre sejr end at satse kampagnenarrativet på en stat hvor det er op ad bakke og hvor en skuffende præstation ville lægge en videre dæmper på forløbet.

Der hersker en konsensus om at første-, anden- og tredjepladsen i Iowa dikterer den fortsatte primærvalgkamp, hvorfor Rubios strategi fint kunne bære frugt gennem det momentum der kunne komme ved at han overrasker i forhold til forventningerne.

Så hvad kvalificerer i virkeligheden Iowa til at have denne uforholdsmæssigt betydningsfulde stemme som den første valghandling i landet? Egentlig meget lidt, da det blot er et historisk tilfælde at den Demokratiske partiorganisation gav staten lov til tidlig valghandling i 1972. Statens komplicerede og idiosynkratiske ”Caucus”-model gør det kun mere forvirrende da dens kollektive valghandling gør præcis stemmetælling vanskelig og resultatet kan være langt fra hvad man forventer. I 2012 var det f.eks. meget uklart om guvernør Mitt Romey eller senator Rick Santorum rent faktisk var den republikanske vinder, da stemmeangivelserne fra flere distrikter var tabt efter den endte ”Caucus”-seance.

Staten er heller ikke den mest repræsentative for USA generelt da den både er hvidere, mere kristen-evangelisk og landlig end landet samlet set. Men siden USA lyttede til Carter efter han fik stemplet af Iowa har der hersket en forståelse af at de rene og uimponerede Iowa-vælgere er gode til at bedømme kandidater, om det så har nogen sandhed på sig eller ej.

Men under stereotypen om den landlige stat med de simple, høflige og bondske beboere gemmer Iowa dog på en noget mere broget og mangfoldig virkelighed. Grundlagt i 1846, og hovedsageligt bebygget af progressive tyske immigranter fordrevet efter de fejlslagne demokratiske revolutioner i Europa i 1848, var det den første stat til at tillade ægteskab mellem sorte of hvide og den anden stat til at lovliggøre homoseksuelt ægteskab.

I byen Cedar Rapids ligger Nordamerikas første moske der blev opført i 1934 af levantiske immigranter. Staten er et kludetæppe af små etniske enklaver af alt fra nordmænd, tjekker, hollændere, bosniere, Sioux-indianere og en hel del danskere der fandt Iowas flade agerland og grå himmel ganske hjemlig.

Iowa City er også hjemsted for Amerikas mest prestigefyldte forfatteruddannelse og Des Moines er blevet kåret til den bedste by i USA for unge professionelle da der er rigeligt med jobmuligheder i byens blomstrende finans-, tech- og forsikringssektorer kombineret med lave huspriser.

”American Gothic”-indtrykket af Iowa har dog også noget på sig idet staten samtidig er overordentlig evangelisk-kristen hvorfor troende kandidater har klar hjemmebanefordel. Staten har af denne grund en af de strammeste lovgivninger omkring aborter, og der er langt flere plakater imod abort end for nogen af præsidentkandidaterne.

Iowa er i det hele taget en stat af kontraster. Staten stemte på Obama i både 2008 og 2012, men har samtidig gjort den meget konservative Terry Branstad til den længst siddende guvernør i amerikansk historie. Staten leverer tre republikanske og en enkelt demokratisk repræsentant til kongressen mens republikanerne for tiden har begge senatorer.

Historisk har Iowas valg af kandidat ikke været særligt bestemmende for det endelige resultat. Kun tre gange siden 1972 har en kandidat der vandt primærvalget dér gået videre til at vinde valget samlet, og det er hvis man tæller Carters andenplads i 1976 med.

De kollektive ”Caucus” valghandlinger hvor forskellige grupper taler og hverver for deres kandidat i en slags demokratisk markedsplads frembringer ganske ofte mere radikale resultater end en normal anonym stemmehandling ville gøre. Caucus-seancerne er typisk styret af de iltre og engagerede vælgere der skubber i retning af de mere yderligtgående kandidater. I 2012 vandt f.eks. fløjkandidaten Rick Santorum i Iowa, men havde nærmest ingen chance på nationalt plan.

Så hvorfor al den opmærksomhed på Iowa? Hvis det kun er nogen gange at placering og sejr har betydning og alt er relativt hvad er så meningen? Nøglen ligger igen i narrativet. En kandidat der håndterer det mediespektakel som Iowas primærvalg er og helskindet klarer sig igennem den uundgåelige udtæring af feltet har fortsat en chance i processen. Iowas lange ouverture til primærvalget fungerer som en hektisk stoledans hvor kandidater indtager førstepladsen for hurtigt at forsvinde hvis de ikke har tyngden til at beholde den. Man må ikke glemme at karnevaleske karakterer som Michele Bachmann og Herman Cain på forskellige tidpunkter lå nr. 1 i 2011.

Hvis alt andet glipper er der altid valget i New Hampshire en uge efter.