Cruz control

Senator Ted Cruz har oplevet et gevaldigt løft i de seneste målinger i det republikanske primærvalg. Senatoren er en darling hos Iowas græsrødder da han forener ildspyende evangeliske talepunkter med frygtløse angreb på den republikanske partiledelse. Kongressen.com var med, da Tea Party-kandidaten kom til Iowa.

GREENFIELD, IOWA: På en kold morgen midt i den forlængede Thanksgiving-weekend har en håndfuld vælgere trodset faren fra de drabelige istapper der hænger fra byen Greenfields frostglaserede cypresser og begivet sig hen til den lille antikvariske café på det centrale torv.

Landevejen man benytter for at komme til byen, Henry A. Wallace Drive, har navn efter den mindre kendte første vicepræsident under Franklin D. Roosevelt, der siden afløstes af Harry Truman. Wallace var en dybt troende kristen pacifist og venstreorienteret New Deal-demokrat, men på denne dag tilhører hans opkaldte vej den dybt troende kristne Tea Party-republikaner og senator fra Texas: Ted Cruz.

De rødkindede fremmødte Cruz-støtter køber kaffe og muffins og nogle ser sig om efter julegaver blandt caféens udbud af nipsgenstande. To ældre kvinder, Karen og Irma, er kommet for at høre mere om Cruz’ politik, men siger at de også kunne stemme på både tidligere Hewlett-Packard CEO Carly Fiorina, senator Marco Rubio og den berømte neurokirurg Ben Carson.

De fastslår begge at almindelige amerikanere er trætte af de herskende kræfter i Washington DC, og at en outsider som Cruz er hvad der er brug for, hvorfor han er begyndt at nyde gode målinger på 18 procent i Iowa. Til spørgsmålet om Cruz’ tro er af betydning for dem som vælgere svarer Karen at det ikke er af stor betydning for hendes valg, hvor Irma dog svarer:
”Jeg stemmer i hvert fald helst på en god kristen, og i hvert fald ikke en muslim.”

De er ikke bekymrede for senatorens tendens til at skabe politiske fjender med sin faste på grænsen til rigide insisteren på sine synspunkter i Washington. Tidligere på året forsøgte Cruz at lukke statens funktioner ned ved at modsætte sig et statsbudget fordi det inkluderede finansiering af abortklinikker.

For ikke længe siden luftede George W. Bush også hans personlige modvilje overfor Cruz, en sjældent ærlig indrømmelse af væmmelse blandt politiske partifæller. Særligt siden Cruz var en del af Bushs kampagne i 2000, hvor han også mødte sin kone, og endda fungerede som rådgiver til det juridiske team der repræsenterede Bush imod Al Gore i retssagen over genoptælling af stemmer i Florida der i sidste ende gav Bush det Hvide Hus.

Kvinderne tror faktisk på at han kan vinde nomineringsprocessen netop fordi vælgerbefolkningen kan lide at han ikke går på kompromis.
”Middel-Amerika er dødtræt af Washington, derfor kan vi li’ at Cruz ikke danser efter deres fløjte.” siger Irma.
”Og vi har brug for én der kan slå Hillary [Clinton].” istemmer Karen.

Frank er blevet strategisk parkeret få meter fra senatorens udsete talested, og prompte forladt af hans kone og hendes søster mens de ser på potentielle gaveidéer. Frank og hans kone er meget seriøse omkring at træffe det rette valg med hensyn til kandidaterne og er her derfor for at høre mere om senatoren siden han har fået et løft i meningsmålingerne.

Wisconsins guvernør Scott Walker der har forladt ræset var egentlig Franks favorit, fortæller han mens han prikker til sin chokolade muffin. Guvernøren havde en række politiske sejre over Wisconsins offentlige fagforeninger at bygge sit kandidatur på, hvor Cruz mest har holdt taler men ikke gennemført megen lovgivning i senatet, mener Frank.

I Cruz’ tid i senatet har han sponsoreret adskillige lovforslag der aldrig vil have en chance for at blive ratificeret i kongressen. Dette er ikke et problem for Cruz der bruger sit lovgivende embede som en sæbekasse til at protestere imod alt hvad han mener er galt med Washington.

Med Cruz’ momentum føler Frank sig dog nu obligeret til at få føling med hans politik, men der er endnu en rum tid til 1. februar hvor Iowa endelig går til urnerne:
”På nuværende tidspunkt i processen er det lidt en stoledans, forskellige kandidater tager føringen for så at miste den kort efter.”

Omkring et rundt antikt kaffebord sidder parrene Linda og Clark og Bill og Catherine. De betragter sig alle som politisk forankrede i streng efterfølgelse af forfatningens grundlæggende lovstipuleringer. Kristne værdier, forbud mod abort og national sikkerhed overfor trusler som militant islamisme er alle vigtige emner for dem. De er dog bekymrede for hvordan de herskende politiske og mediestrukturer konspirer imod Cruz’ kandidatur.

”Der er en kæmpe forskel på hvordan medierne behandler demokrater og republikanere. De går særligt efter en som Cruz fordi han skræmmer dem.” mener Linda.

Den lille messingdørklokke ringer og senatoren melder sin ankomst. Han lister sig mellem hylder fyldt med porcelænsstel og støvede divaner og sørger metodisk for at trykke alle de tilstedeværende i hånden. Han er høflig, beleven og oprigtig i sine udvekslinger for at efterlade et utvetydigt positivt indtryk som var dette hans første Thanksgiving med svigerfamilien.

Han gør en god figur som Greenfields adopterede svigersøn for en formiddag, ikke fantastisk køn, men ordentlig, korrekt og direkte i sin opførsel. Han tager sig ekstra lang tid til at tale med børn mens han knæler for at være i deres højde, og krummer respektfuldt ryggen når han taler til de ældre kvinder.

Senatoren præsenteres af kongresmedlemmet fra Texas’ første distrikt: Louie Gohmert. Gohmert er en konservativ Tea Party republikaner og mindes at have mødt Cruz første gang i et retslokale hvor den fremtidige senator forsvarede retten til at have et monument med de 10 bud foran Texas statsbygning.
”Han var den skrappeste og klogeste advokat i rummet.” husker Gohmert.

Mens Gohmert er én ud af håndfuld i kongressen der har givet deres støtte til Cruz, er den mest betydningsfuld anbefaling kommet fra Iowa kongresmedlemmet Steve King der er yderst indflydelsesrig i statens republikanske kredse.
Cruz taler med sangvinsk energi til forsamlingen der står på tæer for at se senatoren over antikke spejle og rustne haveredskaber. Det bliver hurtigt klart hvorfor en moderat republikaner som George W. Bush ville være utryg ved Cruz. Senatoren har ekstremt konservative synspunkter, der må skræmme et partilederskab der ønsker at tiltrække midtervælgere til valget i 2016.

Alle Barack Obamas præsidentielle bekendtgørelser ville Cruz annullere på første dag i det Hvide Hus. Han ville tilbagerulle præsidentens Affordable Care Act der har udstrakt sundhedsforsikring til millioner af amerikanere og starte en efterforskning af statslige programmer for kvinders reproduktive sundhed for uetisk fremfærd i forhold til aborter.

Cruz ville indføre en flad skat på 10 procent og nedlægge det amerikanske skattevæsen samt miljø- og uddannelsesministerierne. Hans ideologisk ekstreme platform er faktisk ikke så langt fra populisterne Ben Carson og Donald Trump, til forskel fra disse er han dog yderst veltalende og har lang erfaring indenfor den politiske sfære.

Den tidligere statsanklager strukturer sine argumenter som processen i et retslokale, men spæder sit kølige juridiske ræsonnement op med vittigheder og varme folkelige anekdoter som en selskabelig sydstatsadvokat ville gøre det, og smører fermt Greenfields fremmødte jury.

Efter Cruz’ tale er Frank imponeret over senatorens talegaver og politiske klarhed, på trods af hans forbehold overfor hans mangel på egentlig lovgivningsmæssige resultater som politiker. Han synes godt om senatorens juridiske karriere og hans konsistente forsvar af religiøs frihed.

Dagen efter, på den sidste dag i Thanksgiving-weekenden og den første søndag i advent holder Ted Cruz en tale for menigheden Cristian Life Assembly der har hjemme i en kirke bestående af beige kassebygninger få hundrede meter fra et motorvejsknudepunkt syd for Des Moines’ lufthavn.

Et band spiller kristne rockhymner mens kapellet langsomt fyldes op. Små børn skuler usikre over skulderen, for selvbevidste til at overgive sig til fællessangen med fremmede pressefolk opmarcheret bagerst i kirkeskibet.
Margo og Lloyd er ikke medlemmer af menigheden men er kommet for at se Cruz. De plejede at støtte Ben Carson, men har skiftet over for nylig da de føler at Cruz er stærkere på det udenrigspolitiske område end neurokirurgen.
”Verden falder sammen om ørerne på os, vi er trygge med Cruz som øverste leder.” siger Margo.

De synes godt om Cruz’ principfasthed og politiske ubøjelighed. Disse træk er vigtige for parret da de ligesom mange andre konservative kristne føler at de har ryggen mod muren og ikke kan praktisere og leve efter deres religiøse overbevisning i ”Obamas Amerika” hvor ”politisk korrekthed” udgrænser spiritualitet.

”Vi har brug for én der praktiserer hvad de prædiker og genskaber det kristne fundament som nationen blev bygget på.” fortsætter Margo.

John Jobst er en præst fra Pennsylvania og er yderst optimistisk omkring Cruz’ chancer. Han er ikke i tvivl om at både Ben Carson, Donald Trump og de kristne kandidater Rick Santorum og Mike Huckabee snart vil trække sig ud af nomineringsræset og give deres støtte til Cruz.

Cruz træder ind i kapellet til sagte klapsalver og ikkeprofane eksklamationer. Han henvises podiet af kirkepastoren.
Men sin firkantede fysik, spidse ansigt, tilbageredte sorte Playmobil-hår, tykke dansende øjenbryn og hans lange kæbe hvilende på brystet, synes senatoren en skabning af udelukkende 90-graders vinkler.

Cruz er på hjemmebane på kirkens podie, der ikke har nogen prædikestol men massere af højtalere, storskærme, elektriske guitarer og keyboards. Han undskylder spøgefuldt for at have bragt ”pest og pestilens” ind kirken, mens han peger i retningen af klyngen af journalister. Senatoren elsker at angribe pressen som han ligesom sine støtter beskylder for at være partisk og løgnagtig.

Han også glad for at drage historiske paralleller mellem i dag og slutningen af 1970’erne, med Obama som en ny Jimmy Carter der ikke viser den nødvendige styrke og lederskab overfor nationale og internationale kriser.

Der er brug for en ny politiske vækkelse ligesom den ”revolution” som valget af Ronald Reagan til præsidentembedet i 1980 bragte. En tilbagevenden til traditionelle kristne værdier og en begrænset stat vil få USA på ret køl mener Cruz, og forsamlingen er enig. Folk bliver mere livlige af Cruz’ opstemte prædiken. ”Hoseaher” og ”Hallelujaer” høres spredt fra mængden.

At Cruz sidestiller sin egen kampagne med fremkomsten af den største moderne helt for det konservative Amerika gør ikke kirkegængerne noget. De ser gerne Cruz i det Hvide Hus og ophøjet til helgenstatus ligesom Reagan.

Højdepunktet i Cruz’ tale kommer da han på kirkepastorens foranledning kaster sig ud i en præcis og kærlig homilie til den klassiske film ”The Princess Bride”. Cruz viser sig med sine optegnede ansigtstræk og klare diktion at være et naturligt skuespilstalent og i det lille vaudeville-optrin spiller han både Billy Crystals, Cary Elwes’ og Mandy Patinkins ikoniske roller som pirater og skurke til perfektion.

Senatoren ynder at tale til et kristent publikum om hans teori om at der eksisterer et stort utappet reservoir af evangeliske vælgere der blev væk fra de sidst to præsidentvalg fordi de ikke følte at nogen af kandidaterne repræsenterede deres værdier.

Hvis bare halvdelen af denne gruppe faktisk mødte op ville mange stater nemt blive vundet for republikanerne, mener Cruz. Mens kirkens bandleder erklærer sig enig i at utilfredse kristne forsmået har nægtet at deltage i stemmeafgivningen, så er der ikke meget data til at understøtte denne valgdemografiske udlægning.

Kristne vælgere har i høj grad deltaget i seneste valg, deres høje deltagelse blev blot neutraliseret af minoriteters og unges uforholdsmæssigt store støtte til Barack Obama. Men ved at insistere på at nøglen til sejr netop er at søge de kristne græsrødders gunst kan Cruz gendrive argumenter for at hans fløjkandidatur blot vil føre til nederlag imod demokraterne i 2016.

Cruz’ valgmatematik holder måske ikke helt på nationalt plan, men han kan meget vel vinde Iowa ved at appellere til statens yderst konservative og evangeliske republikanere. Senatorens kampagne er overraskende rig på donationer som hovedsageligt kommer fra små beløb. Med en stærk organisation, betydelige likvide ressourcer og det ekstra momentum en sejr i Iowa ville give kunne Cruz sagtens holde langt ind i nomineringsprocessen i foråret.

Allan, en imødekommende landmand fra byen Storey, er én af Cruz’ små donorer. Han mener at Cruz er den eneste kandidat i det store felt der virkelig står for konservative værdier og oprigtigt taler for traditionelle værdier og en lille stat. Han fastslår at Cruz gør ret i at bygge på den republikanske base da man ikke kan vinde uden den.

”Han har evnerne, intellektet og de rette værdier til at få den kristne konservative stemme ud. Han repræsenterer partiets værdier og han er den kandidat der er bedst klædt på til at debattere Hillary [Clinton] i 2016. Vi har gået på kompromis de sidste par årtier, nu er det demokraternes tur til at gå på kompromis.” siger den smilende Allan der selvsikkert spår Cruz som vinderen af den republikanske nominering.