Bæredygtig omstilling er rigtig grøn realisme

Klimaet er et fælles gode. Det tilhører alle og er for alle. Og derfor er klimakrisen mere end blot endnu en sag, der kan løses og arkiveres pænt mellem dagpengeordning og skattelettelser.

Af Christian Poll

Klimaforandringerne er en alarmklokke, der ringer for at fortælle os, at vi må forandre vores økonomiske system – vores måde at være og være til på. Klimakrisen er en direkte konsekvens af den måde, vi hidtil har indrettet os. Det kan lyde skræmmende, når vi får at vide, at vi må sadle helt om. Men vi har ikke noget valg. Vi skal som menneskehed kunne være til inden for planetens grænser. Ellers går det selvsagt galt. Men for både privilegerede rige lande og mindre rige lande, der ikke har lyst til at aspirere mod vores nuværende samfundsmodel med dens stress og jag og brug-og-smid-væk, er klimakrisen også en unik mulighed for at gentænke hele måden, hvorpå vi har indrettet vores samfund.

Jeg bliver nogle gange spurgt, om vi i Alternativet er kapitalismekritiske. Om vi forholder os til de kræfter, vi er oppe imod? Eller om vi er et naivt projekt om en bæredygtig omstilling, hvor alt er lutter lagkage? Svaret er, at vi er systemkritiske. Klimakrisen kan ikke isoleres fra vores grundlæggende ønske om at håndtere systemkrisen. Der er noget grundlæggende – strukturelt – galt med måden, hvorpå verdens forbrug og produktion er designet på i dag. Hvis man ikke adresserer disse spørgsmål – hvis man ikke løser systemkrisen – så vil alle måder, man forholder os til klimakrisen på, slet og ret være symptombehandling.

Derfor skal vi hele tiden være kritiske over for de styringsmekanismer, der fører til plyndringen af jordens ressourcer. Det er derfor, Alternativet opererer med tre bundlinjer i alt, hvad vi gør: den økonomiske, den sociale og den miljømæssige. Fordi politik skal give mening på alle tre parametre. Ellers er den meningsløs. Man skal insistere på, at den økonomiske bundlinje aldrig må stå alene. Den skal altid legitimere sig i forhold til den sociale og den miljømæssige bundlinje. Derfor skal vi alle forsøge at tvinge den politiske dagsorden derhen, hvor man sætter det lange lys på og overvejer, hvilken verden vi ønsker i fremtiden.

Økonomien må ikke køre på frihjul og uden kontakt med omgivelserne; for det vigtigste i livet er nu engang alt det, der ikke nødvendigvis kan sættes på matematiske formler i komplicerede økonomiske modeller. Og fremtidens økonomi – fremtidens forretningsmodel, hvis den skal være konkurrencedygtig – skal give mening på den miljømæssige bundlinje. Ellers er forretningen ikke bæredygtig – i alle henseender. Vi vil ikke alle eksistere i fremtiden. Fakta er, at fremtiden i højere grad tilhører de unge, børnene og de endnu ufødte. Den tilhører til enhver tid de kommende generationer. Vi skal definere os i forhold til fremtiden og en forestilling om, hvor vi skal hen, snarere end erindringen om, hvor vi kommer fra. For man bliver den historie, man med tiden vil have fået fortalt.

Tidligere accepterede man at tilgange til og praksisser inden for forretningslivet, uddannelsessystemet, landbruget, transport, kommunikation, økonomi og så mange flere områder skal udfordres og ændres. Det kræver klimakrisen. Det kræver en bæredygtig fremtid. Det er disse tilgange, man bør tale om. Man skal tale om, hvordan vi sammen udvikler fremtidens forretninger, uddannelser, landbrug og så videre. Der er uendeligt mange muligheder for et samfund baseret på tillid, empati, generøsitet og ydmyghed over for den opgave, man står overfor. Men også håb. Håb, fordi folk verden over efterspørger forandring. Håb, fordi der råbes efter et alternativ.

Og håb handler om de muligheder og perspektiver, der ligger i en seriøs bæredygtig omstilling. Det er ikke naivt – det er egentlig grøn realisme. Det eneste, der realistisk har en chance for at skabe en værdig fremtid, er grønne visioner.

Christian Poll er Alternativets klima- og energiordfører. Har blandt andet tidligere været miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.