Donald Trump har gjort Twitter til en potent præsidentiel kommunikationskanal. Men hvor de sensationelle udbrud og patosfyldte punchlines har fungeret effektivt på SoMe-kanalen og videre ud i mediesfæren, så har Trumps ordbomber også været med til at underminere hans præsidentielle retorik, når han har brugt dem i de mere traditionelle talesituationer.
Show it! – visuel retorik
Det, der har fungeret for Trump i hans store taleøjeblikke, er bl.a. den visuelle kommunikation, der er væsentlig at få med i dag, da det største publikum til talerne ser dem i medieret udgave. For Trump har det visuelle fokus været med fra start. I hans annonceringstale for 2016-valgkampagnen, ankom han f.eks. til talerstolen fra de højere etager i Trump Tower og ned i lobbyen for at tale til publikum og de medier, der var mødt op. Fra en klar position af rigdom ville han nu tale den menige mands sag i USA:
“… we’re becoming a third world country, because of our infrastructure, our airports, our roads, everything. So, one of the things I did, and I said, you know what I’ll do. I’ll do it. Because a lot of people said, “He’ll never run. Number one, he won’t want to give up his lifestyle.” They’re right about that, but I’m doing it.”
Trump etablerede her kampagnenarrativet om ham selv som succesrig forretningsmand, der var villig til at ofre denne velstand i kampen for den menige amerikaner, hvilket også blev understreget ved at holde denne åbningstale i Trump Towers lobby. Dette fokus på visuel kontekst er kun taget til i de fire år, hvor Trump har været præsident. Han har givet interview foran the Lincoln Memorial, og senest har Republikanernes partikonvent delvist foregået med Det Hvide Hus som baggrund, hvor Trump nok engang har udfordret reglerne og splittet amerikanerne med brugen af de bygninger, der ellers skulle repræsentere hele nationen.
Trump forstod at benytte visuel kommunikation som en del af sine taler allerede fra start, da han annoncerede sit præsidentielle kandidatur i 2015 i lobbyen af Trump Tower.
Del og hersk – splittende retorik
Trumps evne som taler har netop været at forarge og begejstre med præcis de samme ord – hvor modtagelsen har været afhængig af publikum. Fra start har han spillet amerikanerne ud mod hinanden. Hans udtalelser søgte ikke midten, men talte derimod konsekvent til den ene fløj i amerikansk politik. Det er en strategi, der har kunnet fungere i f.eks. Repræsentanternes Hus, hvor vælgerskaren er langt mindre for den enkelte politiker. Men Trump bragte emner ind i den præsidentielle valgkamp, der var dybt polariserende for den amerikanske befolkning, hvor det ellers længe for kandidater har handlet om at vise sig klar til at være leder for alle amerikanere. I stedet talte Trump f.eks. så kritisk om minoritetsgrupper, særligt immigranter, at han blev beskyldt for racisme:
When Mexico sends its people, they’re not sending their best. They’re not sending you. They’re not sending you. They’re sending people that have lots of problems, and they’re bringing those problems with us. They’re bringing drugs. They’re bringing crime. They’re rapists. And some, I assume, are good people.
Med den sidste tilføjelse om de gode folk, der også kom over grænsen, kunne Trump argumentere for at folk, der kaldte hans udtalelse for racistisk ikke havde lyttet efter. Men det var kun, når han skulle beskytte sig selv, at denne form for nuancer var til stede i Trumps retorik. Ellers har det handlet om ’enten-eller-scenarier’ for Trump – vind eller forsvind. Det er kommet til udtryk i hans retorik med det store fokus på superlativer, som f.eks. ”Big League” og udtalelser som: “ I will be the greatest jobs president that God ever created.” Enten er noget det bedste eller det værste. Enten er han bedste venner med en person, eller også har han aldrig mødt vedkommende.
På grund af det store fokus på at vinde var Trumps budskab igennem valgkampen også et stort klageskrift over tilstanden i USA, fordi en person som ham selv ikke var ved roret som præsident. Den amerikanske jeremiade, en klagesang om samfundets tilstand, blev hurtigt et vartegn for Trump, hvor han tordnede mod, hvad der var galt med USA under særligt Barack Obama. Hos Trump var amerikanerne ikke hverdagens helte som hos Reagan, men i stedet ofre for et politisk system, der havde snydt dem på det groveste.
Der er noget råddent i sumpen – jeremiaden som talegenre
Efter Donald Trumps overraskende valgsejr var de amerikanske medier i tvivl om, hvordan de skulle håndtere præsidentens kontroversielle og fløjfokuserede udtalelser. Skulle de fremhæve usandheder ved de seneste tweets, og derved alligevel sprede Trumps budskab, eller give præsidenten en chance for at forklare sig, og derved også give præsidenten mere taletid. Selvom Donald Trump havde ført en negativ og splittende kampagne, så var der mange, der mente, han skulle have en chance for at blive det nationale talerør med en mere forsonende retorik, der kunne inkludere alle amerikanerne. Det gjaldt ikke mindst Hillary Clinton i sin valgaftenstale dagen efter 2016-valget.
De amerikanske medier har ofte talt om et skift i Donald Trumps splittende retorik mod en mere forsonende tone. Det er dog et skift, der altid har vist sig kortvarigt.
Men Trump har gang på gang fravalgt den mere samlende landsfader-persona som præsident, ikke mindst i hans indsættelsestale. I stedet for at holde sig til denne talegenres traditionelle elementer som et optimistisk budskab om den kommende administration og en forbrødring amerikanerne imellem oven på en bitter valgkamp, så blev Trumps indsættelsestale netop et klart eksempel på d den amerikanske jeremiade. Det gjaldt f.eks. i Trumps opdeling af landet mellem folket, der havde stemt på ham og politikerne i Washington, D.C. Trump havde længe benyttet byen som en metonymi, en del for en helhed, for politisk magtmisbrug generelt, eller slet og ret henvist til byen som en metaforisk sump, der skulle drænes:
For too long, a small group in our nation’s Capital has reaped the rewards of government while the people have borne the cost. Washington flourished – but the people did not share in its wealth… Their victories have not been your victories; their triumphs have not been your triumphs… That all changes – starting right here, and right now, because this moment is your moment: it belongs to you.
Med denne kontrast mellem systemet og folket skabte Trump endnu en splittelse i sin retorik. Han var sat til at repræsentere folket, men de andre folkevalgte magthavere ville han ikke have noget at gøre med. Billedet på et land i knæ på dette tidspunkt fortsatte Trump med igennem talen, hvor han tegnede et dystert billede af et USA midt i et amerikansk blodbad:
Mothers and children trapped in poverty in our inner cities; rusted-out factories scattered like tombstones across the landscape of our nation … and the crime and gangs and drugs that have stolen too many lives and robbed our country of so much unrealized potential. This American carnage stops right here and stops right now.
Talens indhold, bortset fra tonen og begrebet ”American Carnage” blev dog hurtigt overskygget af Trump-administrationens fokus på den visuelle modtagelse af indsættelsestalen, hvor antallet af deltagere ved ceremonien fik lov til at fylde i medierne i en debat, der bl.a. introducerede ideen om “alternative facts”.
Reaktionerne på Trumps indsættelsestale tæller blandt andet tidligere præsident George W. Bushs sidebemærkning: ”That was some weird shit.”
Den stærke mand i skyggen af store amerikanske præsidenter
Efter snart en hel periode som præsident, har Trump for nogle amerikanere vist, at han kan levere en tale fra den præsidentielle talerstol, mens han for andre har tabt muligheden for at tale på vegne af dem som amerikanere. Den del af amerikanerne, der er vilde med hans talestil, beskriver hans kontroversielle ord som eksempler på, at han er bramfri og ikke mindst hårdfør. Underforstået at Trump tør sige det, som f.eks. Joe Biden ikke vil.
En del af denne stærkmands-persona etablerer Trump bl.a. i detaljerne af sin offentlige retorik ved at tilføje korte afslutninger på sine sætninger i det planlagte manuskript, hvor han leverer et ekstra lag patos som punktum til pointerne, som f.eks. ved en tale ved Mount Rushmore-monumentet i år, hvor Trump fokuserede på betydningen af netop monumenter for USA’s historie: “And that which God has given us, we will allow no one, ever, to take away – ever.”
Trumps fokus på monumenter nåede sit hidtidige toppunkt med en tale ved Mount Rushmore i anledning af USA’s uafhængighedsdag i 2020.
Talen ved det nationale monument i South Dakota var en af de få, Trump kunne holde for et større publikum efter coronavirussen satte en stopper for normale vælgermøder. Igen var det visuelle budskab en klar del af budskabet, hvor Trump blev placeret sammen med fire andre tidligere præsidenter ved monumentet. Trump benyttede den umiddelbare nærhed med nogle af de helt store ikoner for USA’s historie til at tale om, hvordan denne historie var under angreb:
I am here as your President to proclaim before the country and before the world: This monument will never be desecrated. These heroes will never be defaced, their legacy will never, ever be destroyed, their achievements will never be forgotten, and Mount Rushmore will stand forever as an eternal tribute to our forefathers and to our freedom. Those who seek to erase our heritage want Americans to forget our pride and our great dignity, so that we can no longer understand ourselves or America’s destiny. In toppling the heroes of 1776, they seek to dissolve the bonds of love and loyalty that we feel for our country, and that we feel for each other. Their goal is not a better America, their goal is the end of America.
Historien, som Trump gerne vil præsentere for amerikanerne, har et stort fokus på individer, der er trådt til, når USA har haft brug for det. Den samme rolle vil Trump gerne præsentere sig selv i, hvor han er fortsat med at beskrive sig selv som en redningsmand for USA.
Sidste Tweet lukker og slukker
Spørgsmålet er så, om Trumps taler ved hans mange vælgermøder og hans større taler som præsident vil kunne stå distancen i forhold til de tweets, der gang på gang har sat medieverdenen i brand. Lige fra de mere kuriøse: “Despite the constant negative press covfefe”; de til tider sjove: “Why would Kim Jong-un insult me by calling me ’old’, when I would NEVER call him ’short and fat?’ Oh well, I try so hard to be his friend – and maybe that will happen”; til de mere foruroligende som opfordringerne til at folket i delstaterne skulle gribe til våben: ”LIBERATE VIRGINIA and save your great 2nd Amendment. It is under siege!”
Trumps tweets har skabt både begejstring og forargelse i den amerikanske befolkning. Det gælder også de amerikanske mediefolk, som her på programmet Morning Joe, der forsøgte sig med en sammenfatning af Trumps tweets igennem bare det første år som præsident.
Kommunikationsrammen på Twitter spiller godt sammen med styrken ved Trumps sproglige stil, ikke mindst de kortfattede patosfyldte afsluttende ord. Men hvordan skal eftertiden se på en præsidents ord, når det der har sat agendaen har været umiddelbare følelsesmæssige reaktioner, frem for de gennemtænkte argumenter for nationens tilstand? Trumps SoMe-evner kan ende med at overskygge hans indsats på den traditionelle talerstol. Præsidentens tale ved 2020-partikonventet er på samme i risikozonen for at blive glemt hurtigt, skulle der vise sig endnu et kontroversielt tweet fra @realdonaldtrump.
Læs mere om Donald Trumps talestil i bogen Præsidentens ord, der udkommer i denne uge fra forlaget Alt i Ord: https://www.alt-i-ord.dk
