Den tætte trafik på verdenshavene, som følge af bl.a. det stigende vareforbrug og flaskehalse i forsyningskæderne, som har været fragtpriserne under coronapandemien, har øget indtjeningen i dansk skibsfart.
I brancheforeningen Danske Rederier anslår man, at den samlede eksport når op på 300 mia. kr. i 2021. Det er en stigning i forhold til 2020, hvor eksporten blev på 237 mia. kroner, mens den tidligere rekord er fra 2019 med 240 mia. kroner.
USA tegner sig for en pæn andel, ifølge viceadm. direktør i Danske Rederier Jacob K. Clasen.
“USA står for omkring ti procent af eksporten for den danske skibsfart. Hvis USA har samme andel som tidligere år, svarer det til omkring 30 mia. kr. i 2021. Vi kender først den præcise fordeling i starten af foråret 2022,” siger han.
Hvad forventer I jer af eksporten til USA i 2022?
“I Danske Rederier forventer vi også, at 2022 bliver et godt år for dansk skibsfart i USA. Den amerikanske økonomi er inde i en højkonjunktur med høje vækstrater. Højkonjunkturen betyder bl.a., at amerikanske virksomheder og forbrugere efterspørger flere varer, hvoraf en stor del transporteres på skibe. På verdensplan står søtransporten for hele 86 procent af verdenshandlen, og Danmark opererer verdens sjettestørste handelsflåde,” siger Jacob K. Clasen og tilføjer:
“Forsyningsudfordringerne i forlængelse af coronakrisen har også ramt det amerikanske marked. Mest tydeligt illustreret ud for Long Beach, hvor mange skibe venter på at komme i havn. Dette skyldes bl.a. situationen i havnene og den bagvedliggende infrastruktur, der ligesom andre knudepunkter for verdenshandelen er og har været voldsomt udfordret af Covid-19. Til trods for dette, er der dog aldrig blevet transporteret så meget til søs, som der er i dag.”
Hvad ser I som de mest positive og mest bekymrende udviklinger i USA, når det gælder dansk skibsfart i 2022?
“USA er verdens største økonomi og et meget vigtigt marked for både verdensøkonomien og for de danske rederier. På kort sigt i 2022 er de danske rederiers udfordringer i USA fortsat risikoen for, at havnene ikke kan følge med. Derudover er det en bekymring, om de amerikanske myndigheder vil indføre lovgivning, som i højere grad vil regulere forsyningen af varer til og fra USA og dermed hindrer markedskræfterne for skibstransporten. Det vil være en indblanding i markedet, som ikke vil have en gavnlig effekt.”
Når Jacob K. Clasen ser på den mere positive udvikling hænger den blandt andet sammen med den økonomiske udvikling.
“Hvis vi ser på det positive, så er den massive amerikanske efterspørgsel efter materialer og varer en positiv udvikling i USA, der også påvirker andre segmenter i den danske skibsfart,” siger han og tilføjer:
“Biden-administrationen sigter mod at have 30 gigawatt havvind i drift inden 2030. De danske rederier er blandt verdens bedste til havvind og har derfor store muligheder for at få del i disse opgaver. Allerede i dag har vi set flere af vores medlemmer samarbejde med amerikanske aktører inden for dette område, og dette vil sandsynligvis tage til i de kommende år.”