Når ens største vælgerappel er, at man ikke er Donald Trump, er det måske svært at se, hvad Joe Biden gør godt som offentlig taler. Hans tid i kælderen under coronakrisen har måske givet ham tid til at pudse formen af, så han på Demokraternes partikonvent og de kommende måneder frem mod valget kan fokusere på det, der fungerer for ham retorisk.
Average Joe – frem for sleepy Joe
En talers etos, hvor positivt publikum ser på vedkommende og dennes ord, kan både basere sig på den status taleren har før, under og efter en tale. For Joe Biden gælder det, at hans etos kan siges at basere sig på en særlig kombination af statsmand og gennemsnitsamerikaner. Det første har Biden etableret igennem en lang karriere i senatet, og det at han blev valgt som Barack Obamas vicepræsident. Det sidste henviser til Bidens måske klarere appel i dag som hverdagsmennesket, den mere folkelige i makkerparret med Obama – senatoren, der tog toget på arbejde hver dag. Bidens kernebudskab i 2020 er da også et budskab om normalitet og sammenhold, som her i sin første store tale i 2020-valgkampen den 18. maj 2019:
”The country is sick of the division. They’re sick of the fighting. They’re sick of the childish behavior…. There isn’t a single person among you, or anywhere in this country, who could get away with that in their jobs. All they want is their president, their senators, their representatives, to do their jobs, just do your jobs!”
Stå op. Tag toget til og fra arbejde. Nå hjem i tide til at sige godnat til børnene. Fokus er på ”vi” frem for ”jeg” i Bidens retorik, hvor der i Philadelphia-talen henvises til “We the people” fra start, og Biden ligefrem joker med, at han altid bliver introduceret som “Jill’s husband”. Når man netop er en kandidat, der kan forekomme anonym, kan det være en udvej at brede sit kandidatur ud og give plads til andre stemmer, der kan bidrage til at skabe kolorit i kampagneretorikken. Bidens eget liv har haft et oprigtigt fokus på at bevare kontakten til almindelige amerikanere, og normalitet i sig selv ser ud til at være et plus efter fire år med drama i Trump-størrelsen.
“We the people” var i centrum for Joe Bidens første store valgkampstale i 2019, der blev holdt i hjemstedet for USA’s forfatning, Philadelphia.
Kan Biden lave en Johnson
Udover Statsmanden og hverdagsmennesket kan Biden også slå på det der kan beskrives som lånt etos, især fordi årerne med Obama-administrationen opfattes som en succes i de fleste Demokratiske vælgeres øjne. Derfor kan Biden i stil med f.eks. den retoriske strategi, Lyndon B. Johnson benyttede, da han overtog præsidentembedet efter John F. Kennedy, henvise til en forløber på posten, hvis projekter har brug for at blive videreført og færdiggjort. Det gælder ikke mindst sundhedssystemet, som Biden også fremhævede i begyndelsen af sin 2020-valgkamp:
“…let me stop here and say something we don’t say often enough as a party or as a nation: Barack Obama is a man of extraordinary character, courage, and decency. He was a president our children could look up to and did. He was a great president. I was proud to serve everyday as his Vice President, but never more proud than on the day we passed health care. Yes, health care.”
Obama vil være en del af Bidens kampagne så meget som muligt. Det er en balancegang for Biden-kampagnen, da de også skal holde fokus på deres eget kampagnenarrativ, som kan føre partiet videre fra tiden med Obama.
I juni talte Joe Biden om de uroligheder, der var opstået i kølvandet på George Floyds død under en politianholdelse i Minneapolis.
Træk vejret – den rette dosis af patos
Det kommende valg er af mange blevet spået til at blive et af de mest beskidte i mands minde. Det gør også, at de to kandidater i centrum skal gøre sig ekstra umage med at balancere deres angreb mod hinanden. Dels for ikke at gå med på nogle af de mere uhyrlige ting, der vil blive cirkuleret i medierne, dels for at kunne række ud til den del af befolkningen, der stadig ikke har besluttet, hvem de skal stemme på af de to kandidater.
Dette har gjort sig særligt gældende under coronakrisen og urolighederne i de efterfølgende måneder. Særligt i en tale den 2. juni 2020 om protesterne mod politivold, syntes Biden at ramme en tone, som virkede helt anderledes i forhold til Trumps retorik – der i øjeblikket har fået hæftet citatet ”It is what it is” på sig omkring dødstallet for amerikanere under coronakrisen.
Bidens tale indledes også med et citat: “I can’t breathe, I can’t breathe”, siger Biden blot, som for at understrege, at ordene sagt af den døende George Floyd ikke kun er blevet hørt af nationen, men også føles af nationen i denne tid. Ingen kan trække vejret, så længe dette får lov til at fortsætte blev Bidens budskab i talen. Talen blev også afsluttet med et ligeså potentielt tungt budskab, hvor Biden talte om at USA’s gode og dårlige sider er i en evig kamp med sig selv, og selvom den ene side vinder et slag, så er det en kamp, der aldrig er slut:
”The honest truth is both elements are part of the American character. At our best, the American ideal wins out. It’s never a rout. It’s always a fight. And the battle is never finally won.”
Det er ærlige ord i en valgkamp, hvor der ellers normalt fokuseres på at love, at alt vil blive godt, hvis bare vedkommende vinder valget. Kan Biden levere flere øjeblikke som i talen fra den 2. juni 2020, så vil han også kunne fange folks opmærksomhed med mere end ’alt-andet-end-Trump’-appel.
Gårsdagens ’gaffe’ er morgendagens guld
Det er blevet sagt, at hvad der i amerikanske politik før er blevet set som en ”gaffe”, en talefejl, i dag ses som et tegn på autenticitet. George W. Bush formåede f.eks. i en periode at bruge sine såkaldte “Bushism” til at menneskeliggøre ham som kandidat og præsident. Biden bliver nødt til at håbe på, at hans “Bidisms” kan ende med at blive tolket på samme måde.
Trump har også leveret et utal af fortalelser som præsident, men hans manglende vilje til at erkende fejl har gjort disse fortalelser absurde frem for autentiske. Bidens talefejl er utallige – fra de nemme som ”Super Thursday” i stedet for ”Super Tuesday”; de trumpske: “We choose Truth over facts”; til de lettere pinagtige med f.eks. denne udtalelse om Obamas brug af Theodore Roosevelts gamle mundheld: “Speak softly and carry a big stick. I promise you the president has a big stick.” Og så de virkelig absurde som en kritik af en deltager til et vælgerarrangement: “You’re a lying dog-faced pony soldier”.
Biden vrøvler muligvis mere, end hvad man er vant til at se fra en offentlig taler, men i stedet for at ignorere fejlene, som er Trumps strategi, så er Biden til tider ærlig og humoristisk om denne side af sin offentlige retorik. Det kan måske være vejen igennem det stormvejr, Biden utvivlsomt vil blive udsat for igennem resten af valgkampen, hver gang ordene ikke helt forlader hans mund som planlagt.
Joe Biden er ikke ligefrem den fødte taler, hvilket har ført til en del uheldige udtalelser efterhånden.
Bidens mest kendte sætning er muligvis stadig én sagt væk fra mikrofonen, da han hviskede til Obama, at deres sundhedsreform var ”A big f…… deal”. Han har tre måneder mere ved mikrofonen til at skaffe sig fire år på den mest fremtrædende talerstol i USA. Det er sådan set også en temmelig stor deal.
Læs mere om valgkampsretorik og præsidentiel retorik i bogen Præsidentens ord, der udkommer den 21. august fra forlaget Alt i Ord: https://www.alt-i-ord.dk
