Præsidenten, der slog et slag for Murens fald

25 år efter Murens fald symboliserer Ronald Reagans ”tear down this wall”-tale fortsat den stemning, der bredte sig i Berlin den 9. november 1989. Men i dagene efter Reagan havde talt foran Brandenburger Tor i juni 1987, var talen både kontroversiel og underbelyst. Først med begivenhederne i november 1989 blev talen ikonisk.

Ronald Reagan var nok den eneste amerikanske præsident, for hvem Tysklands deling var unaturligt. Mens de fleste amerikanske præsidenter under den Kolde Krig anså Tysklands deling for en kendsgerning, der ikke kunne laves om, så Reagan anderledes på tingene. Den 20. november 1980, få dage efter Reagan havde vundet præsidentvalget, spurgte den kommende præsident den tyske forbundskansler Helmut Schmidt, hvor mange mennesker i DDR der mon ville være interesseret i at Tyskland blev samlet. Cirka halvfems procent, svarede Schmidt. Svaret overraskede Reagan, som i de kommende år blev ved med at spørge ind til Tysklands deling og en mulig genforening i samtaler med sine tyske modparter.

Da den amerikanske præsident mødte den nye forbundskansler Helmut Kohl i Washington i oktober 1981, stillede Reagan Kohl næsten det samme spørgsmål, som han havde stillet Schmidt året før: Hvor mange mennesker i DDR ville stemme for genforeningen, hvis de fik muligheden for det? Kohls svar lå i tråd med det, Schmidt havde sagt til Reagan i november. Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED), som var det regerende parti i DDR, ville højst få syv-otte procent af stemmerne, hvis der var frie valg. Et stort flertal ville stemme for partier, som ville arbejde for en genforening. Samtidig så et stort flertal af østtyskerne, cirka halvfjers procent, westtysk fjernsyn og var godt informeret over de autoritære tilstande, der herskede i Honecker-land. Disse beretninger gjorde et stærkt indtryk på Reagan.

”Mr. Gorbachev, tear down this wall!”
Seks år senere, den 12. juni 1987, var Reagan igen i Berlin. Denne gang for at fejre byens 750. fødselsdag. Præsidentens besøg kom på et tidspunkt, hvor spændingen mellem øst og vest var forøget, især på grund af debatten om stationeringen af amerikanske missiler i Europa og USAs rekordstore oprustning. I Europa blev Reagan mange steder set som en krigerisk høg, der satte den vestlige verdens skæbne på spil ved at provokere Sovjetunionen.

Men denne dag i juni holdt Reagan en tale ved Brandenburger Tor, som sidenhen blev verdenskendt og fundamentalt ændrede opfattelsen af præsidenten. Administrationen havde specifikt bedt om at holde talen ved Brandenburger Tor, da Reagan var af den overbevisning, at det vestlige demokratis forbillede var det bedste håb for at åbne Berlinmuren en dag. Talen fokuserede derfor på en række politiske initiativer, som skulle opnå dette mål. Mest kendt blev talen dog for Reagans ytring, at Muren skulle rives ned. Et uddrag af talen bringes her:

”…President von Weizsacker has said: “The German question is open as long as the Brandenburg Gate is closed.” Today I say: As long as this gate is closed, as long as this scar of a wall is permitted to stand, it is not the German question alone that remains open, but the question of freedom for all mankind. Yet I do not come here to lament. For I find in Berlin a message of hope, even in the shadow of this wall, a message of triumph.

…And now the Soviets themselves may, in a limited way, be coming to understand the importance of freedom. We hear much from Moscow about a new policy of reform and openness,…We welcome change and openness; for we believe that freedom and security go together, that the advance of human liberty can only strengthen the cause of world peace.

…There is one sign the Soviets can make that would be unmistakable, that would advance dramatically the cause of freedom and peace. General Secretary Gorbachev, if you seek peace, if you seek prosperity for the Soviet Union and Eastern Europe, if you seek liberalization: Come here to this gate! Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!

…As I looked out a moment ago from the Reichstag, that embodiment of German unity, I noticed words crudely spray-painted upon the wall, perhaps by a young Berliner, “This wall will fall. Beliefs become reality.” Yes, across Europe, this wall will fall. For it cannot withstand faith; it cannot withstand truth. The wall cannot withstand freedom.”

Talens tilblivelse
I dag er Reagans opfordring til at rive Muren ned det mest kendte citat fra talen. Men faktisk var denne ikoniske sætning meget omstridt, da talen blev til. Mens Reagans taleskrivere udarbejdede talen, blev præsidenten frarådet at bruge formuleringen af flere af sine ledende medarbejdere og rådgivere. De frygtede, at opfordringen ville resultere i yderlige spændinger mellem Øst og Vest og underminere det gode personlige forhold, som Reagan og Gorbatjov havde opbygget.

Amerikanske embedsmænd i Vesttyskland og præsidentens taleskrivere, herunder Peter Robinson, havde en anden opfattelse. Fra sine rejser i Vesttyskland vidste Robinson, at flertallet af befolkningen i Vestberlin var modstandere af Muren. Taleskriveren beholdt derfor sætningen i det udkast, som han sendte til Reagan. Resten er historie.

Reagans tidligere udenrigsminister, George Schultz, husker tydeligt, hvor meget talen, dets signalværdi, og Berlinmuren betød for Reagan. I et interview med historikeren Rolf Steininger i 2007 bemærkede han, at Reagan ”ville holde den tale. Og selvfølgelig var der Muren. Præsident Reagan var ikke den første, som havde opfordret til at rive Muren ned. Men han gjorde det på en dramatisk måde. Jeg vidste selvfølgelig i forvejen, at han ville sige det. Det var ikke et spontant indfald. Nogle medarbejdere mente, at man skulle undlade sætningen, men Reagan insisterede på at den var med i talen. Og derfor husker man ham især i Berlin og Tyskland i forbindelse med denne tale.”

Talen i dag
I dag er disse fire ord – ”tear down this wall” – ordene de fleste forbinder med Reagans præsidenttid. Men i dagene efter Reagan havde holdt talen, var modtagelsen lunken. I USA blev talen stort set ikke behandlet. Også i Vesttyskland var modtagelsen beskedent. I Sovjetunionen blev talen som forventet kritiseret, og pressen beskyldte Reagan for at holde en provokativ og krigerisk tale. Da Muren faldt mere end to år senere, blev historien om Reagans tale skrevet om. Kritikken mod Reagan og talen forsvandt. I stedet kom en fortælling om præsidenten, der kæmpede for tyskernes genforening og havde set skriften på væggen.

Den tidligere vesttyske forbundskansler Helmut Kohl sagde sidenhen, at han aldrig ville glemme, hvordan han denne dag i juni 1987 stod ved siden af Reagan. Ifølge Kohl var Reagan og hans efterfølger, George Herbert Walker Bush, ”et lykketræf for verden, især for Europa.” De to ledere udviklede et tæt forhold til hinanden, hvor den amerikanske præsident kaldte hans tyske modpart for Helmut, mens den vesttyske forbundskansler kaldte præsidenten for Ron.

Men selvom talen i dag betragtes som Reagans mest mindeværdige og indflydelsesrige tale, er der fortsat stor uenighed om, hvor meget indflydelse præsidentens ord egentlig havde. Talen er sidenhen ofte blevet fortolket som et eksempel på Reagans idealisme og fortolket til at republikaneren så skriften på væggen langt før de fleste af sine rådgivere og ledende medarbejdere. Det er til dels rigtigt. For Reagan var Berlinmuren unaturligt og uforenlig med sit verdensbillede, hvor alle mennesker stræbte efter frihed. I Reagans verdensbillede kunne et så illegitimt projekt som Tysklands deling på lang sigt ikke holde stand, fordi et flertal af befolkningen var imod selvsamme deling. På det område fik Reagan ret, især da Sovjetunionens planøkonomiske eksperiment viste sig at være langtidsholdbar, og den folkelige modstand i DDR voksede.

En visionær realist
Men overordnet set var det ikke talen, som gjorde udslaget. Problemet med historieskrivningen er tit, at store begivenheder sidenhen bliver udlagt, som om de var uundgåelige. Men Murens Fald var ikke uundgåeligt. Tværtimod bygger historiens store hændelser tit på en række af sammentræf, som gør en given situation muligt. Sådan var det også med Murens fald. Man kan bare prøve at forestille sig, hvordan historiens gang havde udviklet sig, hvis de østtyske grænsevagter ved Muren havde nægtet at lade folkemasserne passere, eller Sovjetunionen havde grebet ind.

På den amerikanske side var Reagans klarsyn og Bushs driftssikre hånd afgørende for at Muren faldt, Tyskland blev genforenet, og Sovjetunionen abdicerede. Reagans mål var at afslutte den Kolde Krig diplomatisk, om end muligt. For at opnå dette havde han brug for partnere. Dem fandt han i Mikhail Gorbatjov og Helmut Kohl. Det var kun i sammenspillet med den sovjetiske generalsekretær og den tyske kansler, at Reagan blev en stor politiker.

Ronald Reagan var en visionær og realist og langt fra den Kold Krigs kriger, som hans modstandere i samtiden og efterfølgende prøvede at portrættere ham som. Og selvom det var hans efterfølger, George Herbert Walker Bush, der gjorde arbejdet færdigt, er det værd at huske Reagans indsats. Meget kan man sige om Ronald Reagan, men han var præsidenten, der turde slå et slag for Murens fald, længe inden nogen amerikansk præsident turde at tænke tanken om et genforenet Tyskland.